540 år med ét palads, én familie og tre arkitektoniske stilarter
Bygget, udvidet, beskadiget, forsømt og stille restaureret gennem fem århundreder – Casa de Pilatos kom aldrig med på de store kunsthistoriske ruter. Alcázar fik UNESCO-status. Alhambra fik turisterne. Casa de Pilatos fik forskerne – folk, der vidste, at en privat families uafbrudte ejerskab fra 1483 til i dag skaber en ægthed, som statsdrevne monumenter ikke kan efterligne.
Medinaceli-familien ejer det stadig. Deres navn står på skøder fra 1500-tallet, renoveringsplaner fra 1800-tallet og på den nuværende fond, der driver paladset som seværdighed. Den kontinuitet er en del af grunden til, at bygningen føles så anderledes end Sevillas andre paladser.
Don Pedro Enríquez, Adelantado Mayor af Andalusien, og hans hustru Doña Catalina de Ribera begynder at opføre en bolig i udkanten af Sevillas jødiske kvarter. Den oprindelige bygning er beskeden målt med senere standarder – et sengotisk gårdhus med mudéjar-flisedekorationer, typisk for Sevillas borgerlige arkitektur i perioden.
Don Fadrique Enríquez de Ribera, den første markis af Tarifa, gennemfører en pilgrimsrejse til Jerusalem og indstifter en Via Crucis-procession gennem Sevilla. Ruten er afmålt, så den svarer til afstanden fra Pilatus' hus i Jerusalem til Golgata. Casa de Pilatos bliver processionens udgangspunkt, og navnet "Pilatus' hus" vinder indpas.
Don Fadrique vender hjem fra Italien med 24 romerske marmorskulpturer – buster af kejsere, senatorer, muser og mytologiske figurer – og opstiller dem i arkaden i den store gård. Han hyrer også genovesiske håndværkere til at tilføje renæssancedetaljer til den gotisk-mudéjarske skal: marmorsøjler, gesimser i italiensk stil og en ny monumental portal. Det er her, Casa de Pilatos bliver arkitektonisk kompleks i stedet for blot stor.
Arbejdet på den store renæssancetrappe afsluttes. Artesonado-loftet (lakeret kassetteloft) over trappeopgangen – formentlig paladsets fineste rum – bliver sat op. Trappen giver for første gang adgang til den øverste beboelsesetage og forvandler paladset fra et gårdhus i ét plan til en egentlig adelsbolig i to etager.
Paladset overgår ved giftermål til hertugerne af Medinaceli. Medinaceli er et af Spaniens store adelshuse – på deres højdepunkt havde de mere end 20 adelstitler. Paladset bruges som familiens bolig i Sevilla og gennemgår flere perioder med udsmykning og ombygning. De flamske gobeliner og hollandske oliemalerier, der stadig hænger i rummene på øverste etage, stammer fra denne periode.
Napoleons besættelse af Sevilla (1810–1812) skader paladset. Franske tropper bruger haverne som militærlejr. Dele af bygningen beslaglægges. Efter Napoleonstiden følger årtiers gradvis restaurering, men paladset genvinder aldrig helt sin pragt fra 1700-tallet. Flere romerske skulpturer flyttes i sikkerhed, og ikke alle kommer tilbage.
Instruktøren David Lean bruger paladsets gård og arkader som location til Lawrence of Arabia. Patio Principal forestiller interiøret i et hotel i Kairo. Det er den første store internationale film, der får øje på paladsets filmiske potentiale – en tradition, som Game of Thrones fører videre fem årtier senere.
HBO's produktionshold vælger Casa de Pilatos som hovedlocation for Dornes vandhaver i sæson 5 af Game of Thrones. Jardín Grande (den store have) og Patio Principal bruges til scener i Dorne-handlingen med Oberyn Martell. Produktionen giver et markant hop i besøgstallet, som er fortsat med at vokse hvert år siden.
Fundación Casa de Pilatos, oprettet af den nuværende hertug af Medinaceli, driver paladset som seværdighed. Bygningen vedligeholdes og restaureres løbende. Den modtager omkring 300.000 besøgende om året – en hel del, men kun en brøkdel af Alcázars 1,5 millioner. For mange besøgende er den relative anonymitet netop pointen.
Det, der gør Casa de Pilatos arkitektonisk usædvanligt, er ikke en enkelt stil, men måden tre stilarter – mudéjar, gotik og renæssance – deler de samme rum uden synlig modsætning. Det er særligt sevillansk.
Mudéjar betegner den arkitektur, der blev skabt af muslimske håndværkere under kristent styre i middelalderens Spanien. I Casa de Pilatos ses mudéjar tydeligst i fliserne (azulejos): de paneler, der dækker de nederste 2–3 meter af væggene i alle rum og gårde. Fliserne blev fremstillet i Triana – Sevillas flisekvarter – og sat op i flere omgange fra 1480'erne til 1530'erne.
De geometriske flettede mønstre, de kalligrafiske indskrifter på arabisk og farvepaletten (koboltblå, hvid, gulokker, kobbergrøn) er typisk mudéjar. Den nederste arkade i den store gård er paladsets rigeste samlede koncentration af dette arbejde.
Den oprindelige bygning fra 1483 var sengotisk – spidsbuer, ribbehvælv i kapellet og stenstavværk i vinduerne på øverste etage. De fleste gotiske elementer blev i begyndelsen af 1500-tallet indlemmet i eller dækket af renæssancetilføjelser. Det tydeligst gotiske element, der er tilbage, er det private kapel, som har bevaret sit oprindelige spidse ribbehvælv sammen med den flamske altertavle fra 1500-tallet.
Don Fadriques italienske rejse i 1520'erne bragte renæssancedetaljer, der ligger oven på og omkring det mudéjarske fundament. Marmorsøjlerne i hovedgårdens arkade kommer fra Genova. Den monumentale portal (Puerta de Mármol) ud mod gaden er ren italiensk renæssance — i to etager med joniske pilastre og en udskåret frise. Loftet over den store trappe (artesonado) er teknisk set en mudéjar-renæssance-hybrid, der bruger islamiske geometriske mønstre i et lakeret træloft i renæssancestil.
Resultatet er en bygning, hvor den samme væg kan have et mudéjar-flisegulv, en gotisk stenbue ovenover og en italiensk marmorsøjle ved siden af. Det burde ikke fungere. I praksis er det netop den særlige sevillanske karakter, der adskiller byens arkitektur fra Madrid, Toledo eller Granada.
Book din entrébillet eller guidede tur til Casa de Pilatos — gratis afbestilling op til 24 timer før.
